RSS

Kriminelle unge skal mødes med grænsesætning, støtte og muligheder

01 jul

I 2008 blev 200 børn og unge varetægtsfængslet i fængsler og arrester – og tag ikke fejl. Varetægtsfængsling i et arresthus er en alvorlig og skræmmende oplevelse. Selv for voksne. Der er tremmer for vinduerne, tykke ståldøre, utryghed og isolation. De uheldige, der ikke kommer ind i ungeafdelingen i Vestre Fængsel, tilbringer størstedelen af døgnet i deres aflåste celler.

Over halvdelen (63 pct.) af de 15-18-årige, der i 2008 blev varetægtsfængslet og modtog en frihedsstraf, tilbragte dele af varetægtsfængslingen i et almindeligt voksenfængsel. Hele 41 pct. af de unge tilbragte perioden med varetægtsfængsling i et voksenfængsel – i gennemsnit 65 dage.

Børn og unge, nu ned til 14 år, må ikke omgås de øvrige fanger i fængslerne. Derfor er deres ophold ofte under isolationslignende forhold. Isolation er skadeligt og farligt for voksne. Det ved vi. Mon ikke skaderne er mindst lige så alvorlige for 14-årige børn? Tænk bare på en 14-årig i din omgangskreds. Tænk på din niece eller nevø. Hvordan ville hun reagere på to måneders isolationsfængsling bag tykke aflåste ståldøre og fængselsmure?

Det er ikke en faretruende udvikling i kriminaliteten blandt børn og unge, der forklarer, hvorfor den kriminelle lavalder nu sættes ned. Tværtimod. Hvad enten det gælder undersøgelser baseret på selvrapportering eller registreret kriminalitet, er der sket et markant fald i de unges kriminalitet gennem de seneste 20-30 år. Der er dog forsat en lille kerne af særligt kriminelle unge, som begår uforholdsmæssigt meget og til tider grov kriminalitet. Spørgsmålet er så, hvordan og med hvilken indsats vi får fat i denne gruppe af unge?

Justitsministeren kan ikke udpege en eneste ekspert på området, som anbefaler, at man sætter den kriminelle lavalder ned. Tværtimod er der en udbredt konsensus om, at nedsættelsen af den kriminelle lavalder vil føre til mere kriminalitet. Når man koncentrerer socialt utilpassede unge på samme sted, vil de ofte dyrke et negativt kriminelt og uhensigtsmæssigt selvbillede.

Regeringen vil have, at unge ned til 12 år kan iføres elektronisk fodlænke, hvis kommunen skønner det nødvendigt. Politiet kan sættes ind for at bringe den kriminalitetstruede og adfærdsvanskelige unge til stedet. Systemet med fodlænker drives af Kriminalforsorgen, men anvendes normalt over for voksne dømte kriminelle. Eneste forskel synes at være, at den 12-årige ikke er dømt ved en domstol og ikke har ret til at udtale sig – endsige et forsvar.

Samfundet skal reagere hurtigt og konsekvent over for unge kriminelle, som er på vildspor. Men en effektiv indsats er indrettet med henblik på at hjælpe dem tilbage på rette spor. Det må være slut med 13-14-årige, der efter flere voldelige overfald først som 15-årige mærker, at der bliver reageret på det. I alvorlige situationer kan en hurtig reaktion f.eks. være midlertidig anbringelse på socialpædagogiske opholdssteder. Det kan vise de unge, at deres adfærd er helt gal, og lægge op til en beslutning om den efterfølgende indsats.

De unge skal ikke opdrages i fængslerne af forhærdede kriminelle eller spærres inde med fodlænke. Når børn og helt unge glider ud i kriminalitet eller asocial adfærd, så skal der være kvalificerede socialpædagogiske tilbud, der støtter dem i at finde deres plads i samfundet. Det kræver blandt andet gode voksenrelationer til de unge. De voksne skal fungere som gode rollemodeller, opdrage dem og støtte dem i at udvikle en god identitet. Kriminelle unge skal bringes til at erkende ansvaret for deres handlinger, men bør samtidig gives handlemuligheder og perspektiver for fremtiden.

I udlandet har man gode erfaringer med konfliktmæglingsprocesser. Det kan f.eks. munde ud i, at de kriminalitetstruede unge hjælper med til at udbedre skaderne efter hærværk. Eller de kriminelle unge fortløbende konfronteres med konsekvenserne af deres uhensigtsmæssige adfærd og handlinger, herunder møder offeret og medvirker til at genoprette skaden.

Indsatsen skal være konsekvent. Men konsekvensen skal ikke være udsmidning eller straf. Det vil kun føre til, at de i forvejen socialt udsatte unge får endnu et nederlag og i værste fald bruger andre udstødte som rollemodeller. Når socialt belastede unge, er på vej til at blive utilpassede og kriminelle unge, skal de mødes af en kvalificeret, troværdig og vedholdende voksenindsats med grænsesætning, støtte og muligheder. Kilde: Information
Kvalificeret indsats for kriminelle unge - Opholdsstedet Svanen

 

Tags: , , , , , , ,

Der er lukket for kommentarer.

 
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.