Hvert år bruger landets kommuner omkring 15 milliarder kroner på blandt andet at anbringe udsatte børn og unge udenfor hjemmet.
Alene i Trekantområdets kommuner bliver der hvert år brugt omkring 400 millioner kroner på anbringelser af adfærdsvanskelige unge. Men trods de store udgifter er der forbavsende lidt forskning, der kan fortælle, hvordan fx anbringelser på socialpædagogiske opholdssteder virker.
Der bliver forskningsmæssigt brugt flere penge til at finde ud af, hvordan man skærer en gris ud til eksport, end der gør på dette område, siger Poul Nissen, der er forsker ved Danmarks Pædagogiske Universitet.
Han har igennem flere år forsket i anbringelser af socialt belastede unge, men han har også fået nej til yderligere forskning. Simpelthen fordi det er for dyrt. For bare et enkelt interview med et anbragt barn skal man bruge ca. 20 t.
Man skal finde ud af, hvor skadede børnene er. Og det kan man ikke bare gøre ved at udlevere et spørgeskema eller interviewe pædagoger eller forældre. Der skal laves en grundig undersøgelse, siger Poul Nissen.
Han mener, at det i sidste ende giver de anbragte børn en forkert behandling, at man ikke ved nok om fordele eller ulemper ved forskellige anbringelser.
Og ifølge Poul Nissen svarer det til, at man kommer ind på hospitalet med en prostatalidelse, og så beder de en om at gå ned på gynækologisk afdeling, for der er der plads. Altså et barn kommer ind med et problem, og så finder man et sted, der ikke passer med det barnet har brug for. I stedet kigger man mere på, hvor der er plads og hvad tilbuddet koster. Kilde: DR
