Udsatte børn og unge har altid haft deres naturlige plads som et kerneområde i SFIs forskning. Og de temaer er stadig aktuelle, fordi der til stadighed vil findes forældre, som ikke er i stand til at varetage deres børns behov.
Fra SFI trådte sine barnesko har Centret udført forskningsopgaver og udredninger om udsatte børn og unge, deres opvækstvilkår og interventionerne over for dem. Det vil ikke være muligt i denne jubilæumssammenhæng at yde alle de mange undersøgelser retfærdighed, og jeg skal derfor kun pege på nogle mønstre og illustrere dem med enkelte undersøgelser vedr. forskning i dansk velfærd.
Ser man tilbage på 50 års forskning og lige så mange undersøgelser, overrasker det, at der ikke er markante forskelle på de forskningsspørgsmål, der blev stillet i SFI’s tidlige år, og dem, vi arbejder med nu. Det er snarere de teoretiske tilgange til forståelse af fænomenerne, der har udviklet sig, og de metoder vi bruger til at indsamle og analysere data.
Et gennemgående tema har været udsatte børn og unges opvækstvilkår, specielt med sigte på de levekår og sociale relationer, der har præget børnenes hverdagsliv. Et tidligt eksempel på dette er en undersøgelse af Vedel-Petersen m. fl. fra 1968 om de 9-12-åriges opvækst, problemer og hjemmemiljø. Et nyere eksempel er Mogens Christoffersens mange analyser af risikofaktorer i barndommen, fx af børns opvækst med forældres arbejdsløshed eller sindslidelse.
Mogens Christoffersens analyser giver yderst nuancerede resultater om, hvilke opvækstvilkår der sætter sig igennem i hvilke udviklingsskader hos børnene. Fx gav et fokus på forældres sindslidelse det overraskende resultat, at sindslidelserne ikke har robust forklaringskraft i forhold til en række udviklingsskader hos børnene (fx tidlig død, selvmordsadfærd, voldsudøvelse, kriminalitet). Det er en række andre faktorer (fx vold mod barnet eller mellem forældrene, seksuelle overgreb mod børn og unge, forældres misbrug og anbringelse uden for hjemmet), der har størst betydning for udsatte børn og unges udviklingsskader.
Til denne type undersøgelser hører også kortlægninger af særligt udsatte børn og unges opvækst, omgivelser og relationer. Eksempelvis kan nævnes gadebørn og børn, hvis forældre drikker eller er i fængsel. Det nyeste eksempel på grundig analyse af særlige risikobørns opvækst og udvikling er Forløbsundersøgelsen af anbragte børn og unge, som følger opvæksten for alle anbragte børn født i 1995.
Resultater fra undersøgelsens anden dataindsamling er offentliggjort i 2008 og viser, at såvel forældre til de anbragte børn som børnene selv er ekstremt belastede. Forældrene er dårligere stillet end forældre til jævnaldrende i almindelighed, men også i forhold til forældre med socialt dårligt stillede børn, der ikke har været anbragt. Mange har misbrugsproblemer, mange er dårligt uddannede og har lav indkomst. Deres børn har en markant oversygelighed, både somatisk og psykiatrisk, de har store skoleproblemer og har psykiske vanskeligheder i form af hyperaktivitet, adfærdsvanskeligheder, emotionelle problemer og problemer med kammerater.
Der er fra første færd en lang række undersøgelser om Det sociale arbejde med de udsatte børn og unge, dvs. udmøntningen af det velfærdsrepertoire, der til hver en tid har været til rådighed for hjælp til og kontrol af det udsatte barn og dets familie. Et tidligt eksempel fra 1963 vedrører børneværnenes tilsynspraksis.
Fra senere år kan desuden nævnes en undersøgelse offentliggjort i 1989 af kommunernes forebyggelse, visitation og anbringelse i børnesagerne. Specielt fra midten af 90’erne og frem har i Socialministeriet været stigende opmærksomhed på at evaluere implementeringen af diverse lovreformer.
Denne type undersøgelser har derfor fyldt i porteføljen af undersøgelser af udsatte børn og unge. Det gælder undersøgelser, der især fokuserer på kommunernes praksis i forbindelse med både anbringelse af børn og unge og forebyggelsesind satser for børn og unge. I denne type undersøgelser af praksis i børnesager er det dokumenteret, at kommunerne på visse områder har systematiske vanskeligheder ved at implementere lovgivningskrav i det praktiske sociale arbejde. Dette gælder fx krav om en undersøgelse af barnet, om at udarbejde handleplaner og om at inddrage børnene i deres sagsproces.
Nogle studier af praksis fokuserer på ganske bestemte aspekter af det sociale arbejde, eksempelvis på, hvor stabile eller ustabile anbringelserne af børn og unge er. Det gælder en registerundersøgelse fra 1989 om forløbet af anbringelser og en igangværende undersøgelse om sammenbrud i teenageres anbringelser. Den første rapport fra sidstnævnte undersøgelse påviser, at teenageanbringelser har en høj grad af ustabilitet i form af sammenbrud. Derimod er der en relativ høj stabilitet i anbringelser af børn fra 0-11 år, idet kun godt et ud af 10 børn udsættes for en ustabil anbringelse (defineret som, at barnet er placeret på tre eller flere opholdssteder på Tilbudsportalen). Det fremgår af anden ’bølge’ af Forløbsundersøgelsen af anbragte børn.
Gennemgangen af hidtidig SFI-forskning viser også, at undersøgelser af effekterne af forskellige indgreb ikke er så ny en tanke, som vi måske er tilbøjelige til at tro for tiden, hvor efterspørgslen på effektforskning høres mere og mere. Der er fra SFI’s tidlige år eksempler på effektstudier i bred forstand, dvs. undersøgelser der enten identificerer og analyserer forskellige indgrebs specifikke indhold og virkemåde eller i snævrere forstand søger at måle virkningerne af en given indsats.
Tidlige eksempler er en forskningsgennemgang fra 1977, som vurderede effekterne af behandling på børne- og ungdomshjem, og en undersøgelse to år senere af opvækstmiljøet i døgninstitutioner. Det socialpædagogiske arbejde med børn og unge i døgninstitutioner er nu kommet i fokus igen i en igangværende, men endnu ikke publiceret, undersøgelse.
Også plejefamilien som indsats er kortlagt en enkelt gang i 1988, og i 1993 dokumenterede en undersøgelse, at børn og unge som har været anbragt klarer sig dårligere end unge jævnaldrende i den almindelige befolkning og dårligere end unge socialt dårligt stillede, der ikke har været anbragt. Det gælder skoleuddannelse, erhvervsuddannelse og arbejde, men også psykiske problemer, selvmordsovervejelser og kriminalitet. Det vil sige, at anbringelsen ikke har formået at kompensere de unge for de belastende forhold, der gav anledning til anbringelsen.
Endelig er der gennem tiden lavet undersøgelser af konkrete, mere afgrænsede indsatser, som fx en igangværende evaluering af den seneste anbringelsesreform, hvor blandt andet slægtsanbringelser bliver evalueret.
Det er i de senere år blevet mere almindeligt at udarbejde forsknings-oversigter, som sammenfatter resultaterne af hidtidig forskning på et område. Fx offentliggjorde SFI i 2003 en oversigt over forskning om anbringelse uden for hjemmet. Offentliggørelsen kan også ske ved, at den læsning og gennemgang af relevant forskning, der hører enhver ny undersøgelse til, sammenfattes og fremlægges som et afsnit i rapporteringen af undersøgelsen. Det gælder fx undersøgelsen om sammenbrud i anbringelser fra 2006 og undersøgelsen om udsatte børns fritidsliv fra 2007.
I nogle tilfælde indgår SFIs forskning i et tværnationalt samarbejde i form af komparative studier. Det gælder eksempelvis en undersøgelse fra 1998 af tvangsfjernelser i Norden og en komparativ undersøgelse fra 2002 om grænser for anbringelse. Sidstnævnte påviser, at samme forhold hos barnet og familien (fx forældres misbrug) vurderes forskelligt af socialarbejderne i de nordiske lande med den følge, at der også sættes forskellige indsatser i værk. Et igangværende studie fokuserer på institutionsanbringelse af unge i de nordiske lande. Der kan ikke herske tvivl om, at det er og vil blive mere almindeligt med tværnationale projekter også på de udsatte børns område på grund af stigende globalisering og samarbejde over landegrænser.
De temaer, som har eksisteret op gennem Centrets historie, dominerer også i dag SFI’s forskning. Det afspejler, at der desværre stadig er udsatte børn og unge, og at der stadig er et stort behov for viden om, hvem de udsatte børn og unge er, og hvilke faktorer der bidrager til deres udsathed. Det er fortsat også en væsentlig samfundsopgave ved diverse indgreb at søge at sikre, at børnene udvikles efter ”normal standard” til gavn for både dem selv og samfundet. Og der er en standende tvivl om, hvorvidt de indgreb der er til rådighed, er i stand til at kompensere for børnenes undergennemsnitlige opvækstvilkår, således at de kan leve op til samfundets forventninger til børns opvækst. Dette lægger til stadighed op til evalueringer af indsats og kvalitet.
Selvom hovedtemaerne i forsknings- og udredningsvirksomheden vedrørende undersøgelser af udsatte børn og unges opvækstvilkår i stor udstrækning har været de samme gennem SFI’s 50 år, er der ikke tvivl om, at alt ikke er ”det samme”. Neden under temaoverskrifterne har indholdet i undersøgelserne varieret over tid. Børnenes problemer og deres vilkår har både fællestræk over tid og er under stadig ændring.
Lovændringer har forandret de indgreb, der er til rådighed, og for praktikere sker der en stadig udvikling af arbejdsmetoder på det store internationale metodemarked. Også velfærdsydelsernes rammer er foranderlige, fordi det sociale arbejde overvejende bestemmes politisk. Foranderligheden betyder, at de samme forskningstemaer – om end med delvist forskelligt indhold over tid – vil være relevante, så længe samfundets ulighed og personlige forudsætninger tilsammen betyder, at nogle forældre ikke kan varetage deres børns behov ud fra standardforventninger til forældres omsorg for og socialisering af deres børn. Kilde: Det Nationale Forskningscenter For Velfærd
